Specialfremstillet dørkarm med en udfordrende fals.
Specialfremstillet dørkarm med en udfordrende fals.
Specialfremstillet dørkarm med en udfordrende fals. Vi har samlet dørkarmen til et hoveddørsparti vi er ved at tildanne på vores snedkeri, og billedet viser mødet mellem et lodret karmstykke og et vandret karmstykke.
Bemærk hvordan karmfalsen skifter retning. Lodposten, som er det lodrette karmstykke, er udført med dørfals og vinduesfals. Dørfalsen sidder på indersiden, på den en side af lodposten, og vinduesfalsen sidder udvendigt, på den anden side af lodposten. Ved første øjekast syner det måske ikke af meget, men mødet mellem lodpost og bundstykke i denne snedkerkarm, illustrere en del udfordringer, som ikke findes ved de fleste dørkarme.
Årsagen til den skiftende karmfals, er at kunden ønskede et samlet karmparti, med en indadgående dør, og et sideparti med glasset monteret på ydersiden.
For bundstykket, betyder skiftet af falssiden, at selve karmprofilen skifter facon, hvilket udførelsesmæssigt er udfordrende. Oftest har karmstykker samme karmprofil over helle længden. Lodposten har også skiftende falsside, men det er udførelsesmæssigt mere simpelt, fordi karmprofilen er konstant i hele længden, hvorved udfræsningerne er gennemgående i den fulde længde af karmstykket. For lodposten ligger udfordringen ved enderne, hvor den møder profilen for det vandrette karmstykke. Da bundkarmen skifter karmprofil, bliver endeforarbejdningen af lodposten mere kompleks, da den skal tage hensyn til 2 forskellige karmprofiler.
Karmen er samlet og beslået. Lidt op ad lodposten ses et kolveblik. Kolveblikket er slutblik for stanglåsens hagekolver. Slutblikkene er måske ikke den smukkeste form for karmbeslåning, men fordelen ved dette slutblik er at det ikke stikker frem for karmen og derfor kun anes svagt når døren er lukket.