Træklodser. Vi er ved at tildanne små buede træemner der sættes sammen til større buede træelementer. Træemnerne udføres i douglas.
De buede douglasklodser er som byggesten. Opbygningen af douglaselementerne sker ved forskudte lag af træklodser, som var det murværk.
Buede træelementer begynder at tage form. Til en spændende trækonstruktion skal vi bruge et vælg af træbuer.
Hver træbue opbygges af forskudte lag af korte træstykker. De buede træklodser er af Douglas.
Træbuer står pænt i kø til at blive samlet. Vi er ved at tildanne buede bjælker til en spændende trækonstruktion.
Elementerne er forskellige, og deraf er de buede træklodser, som elementerne bygges op af, også forskellige. Der er langt over 1000 individuelt tildannede træklodser, og mange af dem minder om hinanden. I takt med at de små træemner bliver klar til samling, grupperes de så man visuelt kan se det færdige element. For at undgå fejl og forvekslinger kræves der disciplin og hver enkelt træklods er nummereret og mærket. De buede bjælker skal senere videreforarbejdes og indgå i en smuk trækonstruktion tegnet af Siv Helene Stangeland, @helenhardarchitects
Trækonstruktionen bliver til i samarbejde med DAC, CITA, Århus Arkitektskole, Design to production, Creation Holz, og Dinesen.
Krumt douglastømmer. Vi tildanner krumt tømmer til en trækonstruktion som vi udfører. Her ses en buet fodrem.
De buede fodremme opbygges, som de øvrige stykker buet tømmer til samme opgave, af forskudte lag af korte træklodser. Fodremmene opbygges af 5 lag træklodser.
Dobbeltkrum trækonstruktion. Vi har over længere tid arbejdet med træbuer i mange afskygninger. Nu kulminere det.
Det er nu man holder vejret. Mange menneskers arbejde skal nu munde ud i at en dobbeltkrum trækonstruktion rejses. Trækonstruktionen har ikke været samlet før. Over 150 forskellige træemner, hver og en med egen komplekse geometri er pakket i takt med at de blev færdige. Det er helt normal praksis. Man prøvebygger jo ikke en bygning. Konstruktionen er Siv Helene Stangeland bidrag til udstillingen "Kvinder skaber rum" på Dansk arkitektur center i København.
Vi er taknemlige over at være inviteret med på holdet, og den tillid der ligger i det. Vi har stærkt os til det yderste for at honorere de krav som opgaven har budt os. Et meget stærkt hold bestående af fagpersoner med forskellige baggrund, men alle med samme passion for træbyggeri, har arbejdet på at finde løsninger og virkeliggøre projektet. Baren er hævet, grænser flyttet og detaljer forfinet. Trækonstruktionen samles med trænavler. Ingen stålbeslag, kun træ. En vigtig pointe er at konstruktionen skal kunne skilles ad og genopføres. Nu skal den indgå i udstillingen på DAC i København. Senere skal den genopføres som bådhus i Norge. Trækonstruktionen er blevet til gennem et fantastisk samarbejde mellem flere firmaer og universiteter: Helen & Hard arkitekter, @helenhardarchitects Dansk arkitektur Center, @danisharchitecturecenter CITA, Det kongelige Akademi @citacph Århus Arkitektskole @design2production Creation Holz @dinesen
Dobbeltkrum trækonstruktion. Vi rejste en dobbeltkrum trækonstruktion som vi har arbejdet intenst på den seneste tid.
Tømmerkonstruktionen er udført for arkitekt Siv Helen Stangeland fra den norske tegnestue Helen & Hard Architects @helenhardarchitects Den indgår i udstillingen ”Kvinder skaber rum” på @danisharchitecturecenter. Trækonstruktionen følger ikke en bestemt geometrisk form men er en fri form. Alle træelementerne er forskellige. Det er en kompleks tømmerkonstruktion og som en del af opgaven har vi udført buet tømmer. De buede stykker douglastømmer er udført af afskær fra Dinesens produktion af gulvplanker (@dinesen), og projektet er et godt eksempel på upcycling, hvor et restprodukt er forædlet og forarbejdet til en avanceret trækonstruktion. Konstruktionen er blevet til gennem et fantastisk samarbejde mellem holdet på tegnestuen H&HA (@sivhelene1966 @havaauk Simon Aeschiman), flere private aktører og to universiteter. @Design2Pproduction der er specialister i byggeprojekter med kompleks geometri har stået for projektledelsen og #creationholz har været ingeniører på projektet. @tsvilans fra @citacph @kglakademi har stået for modellering af samlingerne og hjulpet os med tildannelsen. En gruppe fra @aarchdk (@nielsmartinlarsen @matthias.k.h @dobbelthest) har stået for flere prototyper og tildannelsen af sæderne der er blevet til ved en avanceret metode hvor egekævler bliver 3d scannet. Vi vil gene sige tak til alle involverede parter for et unikt og tæt samarbejde! Installationen fra Helen og Hard er en prototype af deres projekt ’Body & Mind Spa’, som de har udviklet i samarbejde med den serbiske kunstner Marina Abramović.
Ny træbygning, kraning af vægkonstruktioner. Vi er her ved at rejse trækonstruktionen til et nyt træhus. Husets vægkonstruktion er i træ.
Vægkonstruktionen har vi opdelt i sektioner som her kranes på plads. Herefter skal vi have løftet lidt limtræ på plads og udført bjælkelag inden der rejses spær.
Facaderne bliver trævægge fra inderst til yderst. Ud over trækonstruktionen bliver beklædningen i træ både inde og ude. Træbygningen skal isoleres med træuld. Læs mere om Nybygning
Aktivitet på tømmerpladsen. Vi er ved at tildanne douglastømmer til en trækonstruktion. Billedet viser tømmeret efter forskellige steps i bearbejdningsprocessen.
Øverst til højre ses en stak tømmer der er høvlet på to flader, tømmeret er høvlet af tykkelse. Øverst til venstre ses færdigtildannet tømmer. Douglastømmeret ligger og venter på at blive olieret. Nederst til højre ses olieret tømmer. Læs mere om Træ
Oliering af douglastømmer til en bærende trækonstruktion. Færdigtildannet tømmer olieres. Til olieringen bruger vi en linoliebaseret træolie.
I den færdige trækonstruktion vil douglastømmeret stå synligt. Tømmeret er udført med en not i tømmerets fulde længde på både den indvendige- og udvendige side. For den indvendige side af trækonstruktionen har noten et dekorativt formål, mens den for ydersiden skal bruges til skjult føring af elkabler.
Olieret douglastømmer. Vi er færdige med at tildanne og oliere douglastømmer til en trækonstruktion.
Det næste der skal ske er at de mange douglasspær mm skal pakkes. Her er det vigtigt at tænke samlingsprocessen nøje igennem, så spærene ligger rigtigt, i forhold til rækkefølgen de skal bruges, når tømmeret ankommer til byggepladsen. Arbejdet med pakningen er det samme, uanset hvordan det gøres, men det har stor betydning for arbejdet på byggepladsen, at det gøres med omtanke.
Trækonstruktionen rejses af flere omgange. På byggepladsen vil de enkelte stykker tømmer blive samlet til spærfag, der så skal løftes på plads med kran. Spærfagene, der vil bestå af rammeben og spær bliver samlet så de ligger stablet. Spærfaget der skal løftes på plads først, skal samles til sidst. For at det bliver samlet sidst, skal tømmeret der indgår i dette fag, pakkes så det ligger nederst i stakken. Læs mere om Træ
Oppinding og pakning af færdigtildannet olieret tømmer, klar til afhentning fra tømmerpladsen.
Vi har afsluttet tømrerarbejdet med tildannelsen af en trækonstruktion og tømmeret ligger oppindet på vores tømmerplads i Frederiksværk. Der er mange varianter af umiddelbart næsten ens tømmer, så hvert stykke er nummereret og stakket i omvendt rækkefølge, af hvad det skal bruges ved samlingen af trækonstruktionen. Tømmeret er douglastømmer fra Grib Skov. Vi har færdigbearbejdet douglastømmeret med alle samlingsdetaljer, og der er udført udfræsninger for tekniske installationer, trækning af el mm, så det er færdigt når det blive samlet på byggepladsen. Douglasspær er ikke enhver bygning forundt, men den færdige bygning vil fremstå med synlig spærkonstruktion, så der er fokus på detaljerne. Det flotte douglstømmer er olieret med en linoliebaseret træolie. Læs mere om Tømrerarbejde - Træ
Rejsning af en bærende trækonstruktion udført af douglastømmer. Et stykke spændende tømrerarbejde når sit klimaks.
Rejsningen af trækonstruktionen er et af højdepunkterne ved ethvert træbyggeri. For både transport til byggeplads, og til rejsning af spær gøres brug af kran. Spærene er tildannet hjemmefra, men ikke samlet. Efter ankomst til byggepladsen samles spærfagene liggende. Hvert spærfag er en træramme bestående af 2 rammeben og 2 spærhoveder, samlet med boltesamlinger. Rammeben og spærhoved er udført med lange slidser i enderne og spærfaget samles med indslidsede plader. De samlede spærfag rejses og løftes på plads med kran. De flotte douglasspær er olieret med et linolieprodukt, og den smukke spærkonstruktion vil være synlig i det færdige bygværk. Størstedelen af tømrerarbejdet ved udførelsen af bærende trækonstruktioner ligger ofte ikke på byggepladsen. Samling og rejsning af en trækonstruktion går forholdsvis stærkt. Det er tildannelsen der tager længst tid, og den del af træbyggeriet kan vi, som det er tilfældet her, udføre hjemmefra. Læs mere om Nybygning
Træforbindelser. Vi har rejst en trækonstruktion og sætter her fokus på de udførte træsamlinger. Forbindelsesmidlet i træsamlingerne er stål, varmgalvaniseret isenkram.
To boltegrupper forbinder, via en indslidset stålplade, de to stykker tømmer, spærhoved og rammeben. Som tømrere foretrækker vi en træsamling i rent træ, men når det er sagt, så må vi også medgive at kombinationen af stål og træ, som her er valgt, er smuk. Tømmeret har en not i forkanten og den indslidsede plade af varmgalvaniseret stål ligger tilbagetrukket, så dens forkant flugter med bunden af noten. Hver boltegruppe har 5 varmgalvaniserede bolte. Boltegruppen i rammebenet mangler her en enkelt bolt. Det skyldes at hullet blev brugt ved rejsning af trækonstruktionen, da trærammen blev løftet på plads. Hullet midt i fugen mellem rammebenet og spærhovedet skal bruges til montage af langsgående træk- og-trykstænger. Hver boltesamling består af en maskinbolt, med møtrik og 2 spændeskiver. De to ståløjer, der kommer ud af siden på den ene træramme, er til fastgørelse af vindafstivning. Øjerne er påsvejst de indslidsede stålplader. Træforbindelsen er formentlig eftervist som en 2-snitsforbindelse. For nu er det friktionen mellem træ og stål der holder den momentstive træforbindelse på plads. For at dette er gældende er træsamlingen spændt hårdt og de mange boltesamlinger må formentlig efterses og efterspændes i fremtiden. Læs mere om Isenkram - Nybygning
Lagret egetømmer. Vi er her ved at klargøre egetræstømmer til en trækonstruktion.
En spændende opgave og et spændende samarbejde som vi glæder os til at fortælle mere om. Egetømmeret rettes og høvles. Det er lagret egetræstømmer, et god udgangspunkt, hvilket vi sætter stor pris på. Læs mere om Træ
Vindafstivning med vindkryds. Vi har i sommers rejst en bærende trækonstruktion og monteret vindkryds. Vindkrydsene ligger både i tag- og vægkonstruktion.
Deres funktion er at stabilisere trækonstruktionen i længderetningen. Vindkrydsene skal tage sig af vandret last, hvilket hovedsageligt er vindlast. Vindkrydset ligger i midten af tømmeret og krydser flere spærfag. Der er derfor udført skrå huller i flere stolper og spær. Trækonstruktionen samles med varmgalvaniseret isenkram og vindkrydsene er af 12mm varmgalvaniseret stål. De skrå huller i tømmeret er Ø 36mm og grundet vinklingen, samt tømmerets dimension, er dybden endt med at være 160mm. Man er selvfølgelig af den overbevisning at det man laver er korrekt, men det er alligevel forbundet med en hvis tilfredsstillelse at rejse en konstruktion og se at det passer og ser ud som tegnet. Hvert vindkryds består af 4 rundstænger der mødes i en ring. Stængerne optager træk, men i ringe grad tryk, så kun to af de fire stænger vil være aktive samtidig. Læs mere om Isenkram
Vandret lastnedføring, smedens og tømrerens arbejde forenes.
De vandrette laster på langs af bygværket overføres fra træspær til træspær via trækstænger og trykstænger placeret ved stern og kip (billederne viser sternen).
De vandrette kræfter opløses og føres via trækstænger i vindkryds til fundament. Vindkrydsene er placeret i både vægkonstruktioner og tagkonstruktioner. Vindkrydset fører vandret kræft fra kip til rammehjørnet ved sternen, og videre fra stern til fodpunkt, hvor de horisontale kræfter optages af fundamentet. Vindkrydsene har vi berettet om i et tidligere opslag. Løsningen for lastnedføring af de langsgående horisontale laster er gedigen, elegant og let aflæselig. Der er ikke meget rum for justering og tolerancer, når smede- og tømrerarbejdet sammenbygges. Det er der heller ikke brug for, når bare begge parter forstår at følge de samme tegninger. Som tømrere ser vi en trækonstruktion med en del stål. Gad vide om smedene ser en stålkonstruktion med en del træ? Læs mere om Nybygning
Traditionel tømmersamling, fransk lås. Den franske lås er en rigtig raffineret tømmersamling. Det er en længdesamling, men træforbindelsen låser i alle retninger.
En fransk lås er den tømmersamling der i almindelighed anses for at give den bedste sammenlåsning af tømmer. Samtidig er det en træforbindelse der kun sjældent anvendes i nye trækonstruktioner. I udgangspunktet er det en variation af en lige bladsamling. Bladsamlingen er udført som hageblad, hvilket gør at længdesamlingen kan overføre træk i længderetningen. Her ud over er der, for de franske låse, tilføjet styretapper i begge tværretninger. For enden af hvert stykke tømmer ses en vandret styretap der går fra den ene sideflade til den anden. Styretappen låser træsamlingen vertikalt, og sørger for at samlingen kan overføre forskydning vertikalt og bøjning om den vandrette tværakse. Endelig har tømmersamlingen endnu en styretap, en lodret styretap, hvilket gør at denne træsamling kan overføre vandret forskydning og i nogen grad også bøjning om den lodrette akse. En fransk lås udføres med forkiling. Det ses ikke let på dette billede der viser de åbne tømmersamlinger, men udførelsesmæssigt medfører forkilingen blot, at den dybest liggende flader for hagebladet forlænges. Herved opstår der et rektangulært hul ved samlingen, en kilegang. Ud over at forkilingerne spiller en rolle ved træforbindelsernes samling, hvor kilerne hjælper med at få tætte træsamlinger, så er de også en forudsætning for at den franske lås fysisk kan samles. Kombinationen af hageblade og styretapper gør at forkilingen skal udføres så den er større end længden på styretapperne. Vi har her fornøjelsen af at udføre en trækonstruktion med rigtig mange traditionelle tømmersamlinger. Det er bindingsværk, hvor den gennemgående samlingstype er bladsamlinger. Bladsamlingerne anvendes ikke kun til lændesamlinger, men også til konstruktionens øvrige træforbindelser. Læs mere om Traditionelle tømmersamlinger - Tømrerarbejde
Rejsning af en trækonstruktion. Vi har tildannet en tømmerkonstruktion på vores tømrerværksted i Frederiksværk.
Her bliver trækonstruktionen samlet og rejst. Det er en bindingsværkskonstruktion og der er udført træsamlinger i deres reneste form: Tømmersamlinger hvor der kun indgår træ. Konstruktionen har vi lavet til en udstilling af tegnestuen Thi Dencker. Vi er glade for at Linda og Mikkel fra tegnestuen inviteret os med i projektet. Arkitekt Søren Vadstrup også en del af projektet. Forud for tømrerarbejdet har tømmerkonstruktionen og de mange træforbindelser har været diskuteret. Det har været en spændende. Grundlæggende handler det om at lade sig inspirere af fortiden. Hvis man i fortiden har haft succes med at udføre bindingsværkskonstruktioner med en bestemt type samlinger, så er det nærliggende at spørge om vi kan gøre det samme i dag? Der er ikke valgt tapsamlinger til bindingsværkskonstruktionen. Før den type af træsamling blev almindelige på Sjælland, blev der, ifølge Søren Vadstrup, opført tømmerkonstruktioner, udelukkende ved brug af bladsamlinger, overskramninger og kæmninger, hvilket arkitekterne her har ladet sig inspirere af. Tegnestuen, Søren og os deler en fælles fascination af de traditionelle tømmersamlinger. Vi mener de bør have en ny chance. Vi håber at en traditionel tømmersamling kan blive et naturligt valg ved opførelse af nye trækonstruktioner. Bemærk at tømmeret er høvlet. Det er gjort fordi det effektiviserer tildannelsen. For traditionelt bindingsværkstømmer er tømmeret savskåret eller endda øksehugget. Dimensionen variere og udførelsen af en samling på et stykke tømmer er afhængigt af det stykke tømmer det skal samles med. Ud over varierende dimension, kan der også være bomkanter der skal tages hensyn til. Ved at udføre bindingsværk af høvlet tømmer falder kompleksiteten. Billederne i dette opslag er taget af Thi Dencker arkitekter, @thidencker. Ved rejsning deltog både tegnestuen og @sorenvadstrup
Læs mere om Traditionelle tømmersamlinger - Vores håndværk - Tømrerarbejde
FIRMAINFORMATION
Winther A/S
Snedker- og Tømrermestre
Jernbanegade 5
3300 Frederiksværk
CVR: 20114436
KONTAKT OS
Tlf.: 4772 0202
E-mail: post@winther-as.dk
Følg os på Facebook
Følg os på Instagram
MEDLEM AF
© Copyright Winther A/S Snedker- og Tømrermestre